Flere end to millioner rejsende i januar
2,2 millioner passagerer var gennem Københavns Lufthavn i januar, hvilket er 14 procent flere end sidste år og det højeste januartal nogensinde. Andelen af nye og mere moderne fly i Københavns Lufthavn er steget, så nu er over hvert tredje fly i lufthavnen en flytype, der støjer og forurener mindre end tidligere.
Fremgangen fortsætter i Københavns Lufthavn, hvor 2,226 millioner rejsende var gennem terminalerne i årets første måned.
”Vinterkulden har for alvor bidt sig fast herhjemme, så mange rejser væk fra sne og frost til sol og varme i Thailand og Spanien. Vi er kommet godt i gang med året og har aldrig tidligere haft over to millioner rejsende gennem lufthavnen i en januar,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Antallet af rejsende i januar er steget med 14 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
”Flere flyselskaber har åbnet nye ruter i vinterprogrammet og øget antallet af flysæder og rejsemuligheder til og fra København. Det er meget positivt, og det er der mange, der benytter sig af,” siger Peter Krogsgaard.
Flere norske og svenske rejsende
I januar er Norge, Spanien og Storbritannien de tre lande med flest rejsende. Alene mellem Norge og Københavns Lufthavn var der 214.000 passagerer i januar, og i det hele taget er der stor fremgang på ruterne mellem København og de skandinaviske lufthavne.
”En stor del af de norske og svenske rejsende er i transfer i lufthavnen, hvor de lander for at flyve videre på en af de mange ruter, der er ud i verden fra Københavns Lufthavn,” siger Peter Krogsgaard.
Mellem København og de norske lufthavne er antallet af passagerer steget med 26 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det gælder også mellem Københavns Lufthavn og Sverige, hvor der var 147.000 passagerer, svarende til en stigning ligeledes på 26 procent.
Samlet set var der 612.000 transferpassagerer i Københavns Lufthavn i januar, hvilket er 207.000 flere end januar sidste år.
Moderne flytyper forurener mindre
Andelen af nye og mere moderne flytyper i Københavns Lufthavn er steget de seneste år. Hver dag der letter eller lander i gennemsnit 700 fly i lufthavnen, og sidste år var 39 procent af alle fly en mere moderne flytype som fx Airbus A320neo, Boeing 737 MAX eller lignende. I 2019 var andelen nede på fem procent.
”Det er en udvikling, som vi er meget tilfredse med. Fordelen ved de nye flytyper er, at de er mere brændstofeffektive og både larmer og forurener mindre, så det har stor betydning, når flyselskaberne skifter ud i flyflåden – og vi kan se, at det er en udvikling, der fortsætter,” siger Peter Krogsgaard.
Københavns Lufthavn forventer, på baggrund af oplysninger fra flyselskaberne, at andelen af mere moderne fly i lufthavnen om et år vil være steget til 49 procent.
”Det er fantastisk, at tæt på halvdelen af alle fly i lufthavnen i nærmeste fremtid er nye flytyper. Vi skal naturligvis være klar til at håndtere flere af de nye og større flytyper, som forurener mindre, og derfor er vi blandt andet i fuld gang med at udbygge standpladserne, hvor flyene parkerer. Vi ser løbende på, hvordan vi kan indrette lufthavnen, så vi fortsat er en så effektiv og attraktiv lufthavn som muligt,” siger Peter Krogsgaard.
Travle uger i vinterferien
Fredag den 6. februar begynder vinterferieperioden, hvor mange rejsende fra Danmark og Sydsverige tager afsted fra Københavns Lufthavn. I og omkring uge 7 og 8 rejser 1,37 millioner passagerer gennem lufthavnen, hvilket er ti procent flere end sidste år.
”Vi glæder os til at tage godt imod de mange ferieglade passagerer i terminalerne. Asien og de mange skidestinationer i nord og syd er klare favoritter for mange rejsende. I Asien er det lande som Thailand og Vietnam, der er de mest populære lande med sol, kridhvide strande og store oplevelser i vente,” siger Peter Krogsgaard.
Det er også flere, som vælger flyet, når turen går mod skidestinationerne i Alperne eller de skandinaviske fjelde.
”Der er masser af sne på de kendte skisportssteder, så der er gode muligheder for at pudse skiformen af. I Alperne er de mest populære skiferielande Schweiz, Italien og Østrig, og så er der også flere og flere, der dropper bilturen og i stedet tager flyet mod nord til løjperne og langredssporene i Sverige og Norge,” siger Peter Krogsgaard.
Fra Københavns Lufthavn er der direkte ruter til Scandinavian Mountains Airport, der ligger i nærheden af Trysil og Sälen, lufthavnen i Östersund, som er tæt på pisterne i Åre og Oslo, hvor der ikke er langt til sneen i Geilo og Norefjell.
